Posted by aamk

RUTEBESKRIVELSE

Ruten vil som udgangspunkt blive som i 2011, men vi prøver at lægge endnu flere spændende stykker ind.

En udfordrende, varieret og smuk rute

Ruten går gennem Marselisborg skovene lige syd for Århus By. Marselisborg Skovene skulle være nogle af de mest besøgte skove i verden, og byder på et smukt og varieret terræn.

Vi har i samarbejde med Naturforvaltningen i Århus og skovfogederne fået lagt en rigtig god, flot og udfordrende rute med masser af single track og mange højdemeter. Ruten er 26 km lang og har ca. 540 højdemeter. Ruten skal gennemkøres 1, 2 eller 3 gang alt efter hvilken distance man skal køre.

  • 26 km = 540 højdemeter
  • 52 km = 1080 højdemeter
  • 78 km = 1620 højdemeter

 

Klik på koen for at se rutekortet på GPSies.com (åbner i nyt vindue)

På GPSies kan du f.eks downloade rutekortet som .kmz-fil (til at åbne i Google Earth), eller du kan downloade ruten som Garmin GPS fil (.tcx-fil). Mulighederne er mange.

 NB! Der kan forekomme justeringer af ruten i forhold til den uploadede gps fil.

Rutebeskrivelse:

0-7 km: Målområdet, dobbeltbakken og single tracket

Start- og målområdet er placeret i Gåsehaven, et hyggeligt åbent område ved siden af Blommehaven Camping. Målområdet passeres 2 gange pr. omgang og her finder du bl.a. depotet hvor du kan få fyldt sukkerdepoterne op. Den første del af ruten går gennem Skåde Bakker og løbet starter hårdt ud med en masse højdemeter. På de første 5 km har man allerede besteget de første ca. 200 højdemeter, som bl.a. tæller den berygtede stigning “Dobbelt bakken”. Men også et af de fedeste stykker i skoven “Singletracket” – et hurtigt men teknisk spor med sving, rødder og de 3 hop – er overvundet og man passerer det magnetiske observatorie.  

 7-12 km: Moesgård Strand og kystskrænterne

Ruten svinger mod øst og Århus bugten kommer til synde gennem træerne og man får udsigt til Mols. Efter at have fået lidt vind i håret hen langs Morsgård Strand krydses Giber å, og man kører op over vikingepladsen og ind i skoven igen. Ruten går nu syd på ad de bølgende spor langs skrænterne ved vandet, som er overvejende singletrack. Hvis man ellers har overskud til at tage øjnene fra sporet er her smukke kig til stranden.  

12-18 km: Fløjstrup Skov og digesporet

Ruten følger nu grusvejen i den sydlige ende af Fløjstrup Skov og svinger nord på tilbage mod Århus. Ved 13 kilometer mærket skal en kort men stejl opkørsel forceres. Efter en hurtig nedkørsel og lidt mere grusvej, kommer man efter godt 14 km til depotet ved parkeringspladsen. Fra depotet fortsætter ruten op ad asfaltvejen forbi skovfogedens bolig – husk at vinke og sige tak for lån af de fede spor! Efter 500 meter på asfalt går ruten igen ind på grusvejen og fører dig frem til endnu et fedt single track langs et gammelt stendige. Her er en tricky passage hen over nogle anlagte birkestammer og sporet slutter af med nogle gode sving.

18-26 km: Enemærket, Granskoven og Sodemanns Allé

Ruten slanger sig nu gennem Enemærket skov og ned over Giber å, inden den udadgående del af ruten krydses. Efter 17 km på sporet krydser man Skovmøllevej og kører ind i granskoven. Her har de Århusianske MTB klubber i foråret etableret en super teknisk rundstrækning, som er ideel at træne dine manøvreringsevner på. Denne gang kører vi dog direkte gennem granskoven og videre til rutens længste grusvejsstigning “Sodemanns Allé”. Man passerer mindestenen og ruten stiger kraftigt op mod nedkørslen ved “rødderne”, som normalt forceres den modsatte vej. Man når herefter tilbage til målområdet (og ikke mindst depotet!) igen.

Som du kan læse er det bare med at finde bjergbenene frem!